TESTO DEL LIED

"Gudrun's Sorg"
di H. G. Møller

Dengang var Gudrun beredt til Døden,
da sorgful hun sad over Sigurds Lig.
Ej sad hun og græd
og med Hænder slog;
ej hun klynked som andre Kvinder.
Kloge Jarler til hende kom,
varligt de bøjed den haarde Vilje.
Dog kunde Gudrun ikke græde;
saa hun sørged,
som om briste hun skulde.
Hos sad Jarlers ædle Hustruer,
smykkede med Guld,
ved Gudruns Side.
Hver af dem sagde sin egen Sorg,
den bittreste, som hun baaret havde.
Da sagde Gjavløg, Gjukes Søster:
"Blandt Folk over Mulde
er jeg fattigst paa Glæde.
Fem Mænd jeg saae i Døden segne,
tvende Døttre, trende Søstre, otte Brødre.
Jeg ene lever!"
Dog kunde Gudrun ikke græde;
saa mod var hun i Hu over den døde Mand,
saa fuld af Smerte
ved Fyrstens Ligfærd.

Da sagde Herborg, Hunelands Dronning:
"Jeg har en haardere Harm at fortælle.
Fjernt i Sønden mine syv Sønner
faldt paa Val med deres Fader.
Med Fader og Moder og fire Brødre
leged Vinden paa Havets Vove;
Bølgen slog
mod Skibets Planker.
Selv skulde jeg dem smykke,
selv dem begrave,
og selv for deres Helfart sørge.
Alt det jeg led i et eneste Aar,
og Ingen talte et Ord til Trøst."
Dog kunde Gudrun ikke græde;
saa mod var hun i Hu over den døde Mand,
saa fuld af Smerte
ved Fyrstens Ligfærd.

Da sagde Gullrønd, Gjukes Datter:
"Ej du mægter, Foster moder!
skøndt vis du er,
den unge Viv at trøste!"
Ej lod hun til hylle Fyrstens Lig.
Lagnet strøg hun af Sigurds Legem,
vendte hans Kind mod Gudruns Knæ:
"See paa din Elskte;
læg din Mund til hans Skjæg,
som om du favnede
Fyrsten i Live."

Engang Gudrun end ham skued,
saae Blodet, som Herskerens Haar mon væde,
Fyrstens straalende Øjne slukte,
Kongens Bryst af Sværdet kløvet,
Gudrun tilbage paa Bolstret segned,
Lokkerne løstes, Kinden rødmed,
Taarer som Regn randt over Knæ.
Da græd Gudrun, Gjukes Datter,
saa Taarerne løb fra Øjets Laag.
Da sagde Gudrun, Gjukes Datter:

"Saa var min Sigurd
blandt Gjukes Sønner som Løget,
der groer op over Græsset,
eller den blinkende Sten,
der drages paa Baand,
som Ædelsten over Ædlinges Skare.
Jeg monne
Kongens Kæmper tykkes
herligere end alle Herjans Diser.
Nu er jeg saa liden,
som Løvet er paa Buskene ofte,
thi den Ædle er død.
For Borde jeg savner,
i Seng jeg savner min fuldtro Fælle.
Gjukes Sønner,
volde min Ve,
volde deres Søsters sorgfulde Graad.
Folkets Land I læge øde,
thi ej I holdt de svorne Eder.
Ej skal du, Gunnar!
Guldet nyde;
Ringene vil dig Bane volde,
siden du Sigurd Eder svor.
Ofte var Glæden større i Gaarde,
da min Sigurd sadlede Grane
og da de fore til Brynhild at frie,
den usalige Kvind i Ulykkes stund."