TESTO DEL LIED

"Fra Monte Pincio"
di Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910)

Aftenen kommer, Solen står rød,
farvende Stråler i Rummet henskylle
Lyslængslens Glands i uendelig Fylde;
Fjeldet forklares som Åsyn i Død.
Kuplerne gløde, men længere borte
Tågen langs Markernes blålige Sorte
vugger opover som Glæmselen før,
over hin Dal dækker tusind Års Slør.
Aftnen, hvor rød og varm,
blusser af Folkelarm,
glødende Hornmusik,
Blomster og brune Blik.
Tankerne stræber i Farver og Toner
trofast mod det, som forsoner.
Stille det bliver, end dunklere Blå
Himmelen våger og venter opunder
Fortid som blunder og Fremtid som stunder,
usikre Blus i det rugende Grå.
Men det vil samle sig; Roma fremstige
lystændt en Nat for Italiens Rige,
Klokkerne kime, Kanonerne slå,
Minderne flamme på Fremtidens Blå.
Yndig om Håb og Tro,
op mod Nygifte To,
jubler en Sanger til
Cither og Fløjtespil.
Stærkere Længsler få barnesød Hvile,
mindre tör vägne og smile.